Jeg bruger i det følgende Samdata\Hovedstadens definition af softwarepatenter (https://oletange.wordpress.com/2013/12/21/definition-af-softwarepatent/). Den danske patentlov begrænser, hvad der kan udstedes patenter på https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=140029#Kap1:
§ 1. Den, der har gjort en opfindelse, som kan udnyttes industrielt, eller den, til hvem opfinderens ret er overgået, har i overensstemmelse med denne lov ret til efter ansøgning at få patent på opfindelsen og derved opnå eneret til at udnytte den erhvervsmæssigt. Opfindelser kan patenteres på alle teknologiske områder.
Stk. 2. Som opfindelser anses især ikke, hvad der alene udgør
1) opdagelser, videnskabelige teorier og matematiske metoder,
2) kunstneriske frembringelser,
3) planer, regler eller metoder for intellektuel virksomhed, for spil eller for erhvervsvirksomhed eller programmer for datamaskiner,
4) fremlæggelse af information.
DI/DE indikerer i deres brev til Folketinget (http://www.ft.dk/samling/20131/lovforslag/l22/bilag/3/1305059.pdf), at de finder det i orden, at man kan patentere f.eks. indkøbskurv, hvor indkøbslisten gemmes på køberens computer. Altså en løsningside, som ikke kræver speciel hardware.
Den tyske forbundsdag vil kun tillade softwarepatenter, hvor softwaren kan udskiftes med en elektromekanisk komponent: http://www.bikt.de/fileadmin/redakteur/pdf/1713086_en.pdf og http://dip21.bundestag.de/dip21/btd/17/130/1713086.pdf
Andre fortalere argumenterer, at hvorfor skulle man ikke kunne få patent på en løsningide, der indeholder software, hvis man kan få patent på ideen, hvis den laves som ren hardware.
Men det argument kan man jo med samme ret vende om: Hvorfor skulle man kunne få patent på en løsningside lavet i ren hardware, hvis man ikke kan få patent på løsningsideen i software?
Jeg forstår tyskernes ønske om at begrænse antallet af softwarepatenter, men ser jeg på, hvordan den nuværende lov er blevet misfortolket til i praksis at betyde det modsatte, så er jeg bange for, at tyskernes forslag også vil blive misfortolket til ukendelighed.
Der er store økonomiske gevinster for den enkelte i at kunne få monopol på løsningsideer, og nærmest ingen økonomiske gevinster for den enkelte i at kæmpe imod. På det punkt ligner patenter forurening: Der kan være store økonomiske gevinster for den enkelte i at kunne forurene, men nærmest ingen økonomiske gevinster for den enkelte i at kæmpe imod. Som følge deraf vil der være et konstant pres for at kunne patentere mere og mere.
Derfor er jeg fortaler for, at skillelinjen bliver meget klar: Tillad patenter på hardware, men tillad ikke patenter på software. Hvis software indgår som en del af patentet, skal denne del ignoreres.
Det vil betyde, at man ikke kan få patent på et stykke software, men laver man samme funktionalitet som ren hardware, så kan man få patent på det; men man kan naturligvis kun håndhæve patentet over for andre hardwareproducenter og ikke over for producenter, som laver funktionaliteten som software.
For medicinalbranchen og den kemiske branche vil oventstående næppe have nogen betydning: De vil kunne patentere på samme måde, som de altid har gjort. Det er kun inden for IT, hvor flere og flere funktioner bliver løst af software, at ovenstående vil have betydning.
Ole Tange 